Mor og barn

B3102Statuen ‘Mor og barn’ af Gottfred Eickhoff. Her fotograferet  i Kongens have i København .

En kopi blev i 1972 skænket til Præstø kommune af Statens Kunstfond, således at fonden betalte 75% og Præstø kommune de 25%. Samlet pris blev 120.000kr.

 

Statuen i Præstø står i dag bag biblioteket på græsplænen mod Tubæk å, i smuk skue fra besøgende på biblioteket.B3103

En moder

Med sin figurative skulpturgruppe Mor og barn i haven ved Præstø Bibliotek har Gottfred Eickhoff skabt et følsomt og indtrængende portræt af menneskeligt samvær. Med sine rene linjeforløb og sin enkle sluttede formbehandling slår Eickhoff en ring af harmoni og balance om de to individer og fremkalder dermed en atmosfære af sanselig ro. Eickhoffs fint nuancerede modellering afslører det naturstudie, der er forudsætningen for værket, men peger også på den klassiske inspiration, der præger kunstnerens arbejde og giver det en særlig monumentalitet og almengyldighed. Den gribende gengivelse af symbiosen mellem mor og barn berører beskueren ikke bare i kraft af motivets tidsløshed, men også i kraft af dets nærvær og soliditet. Moderens milde imødekommenhed og barnets legesyge favntag er elementer i en fin fortælling om indlevelse og åbenhed – helt uden overflødige detaljer. /JDN

Biografi

Gottfred Eickhoff traf Kai Nielsen i 1921, et møde, der fik en inspirerende betydning for hans senere uddannelse til billedhugger. Efter nogle års forløb opgav han et påbegyndt jurastudium, fik få måneders maleundervisning hos Harald Giersing og rejste til Paris i 1927, hvor han bl.a. studerede hos billedhuggeren Charles Despiau. I Paris kom han i forbindelse med de derboende danske kunstnere Astrid Noack og Adam Fischer, foruden kunstnere som Paul Cornet, Charles Leplae, Jean Osouf og Han Wezelaar. En kontakt med Aristide Maillol blev også af betydning. I 1933 vendte E. hjem og blev medlem af Grønningen, hvor han udstillede hyppigt i de følgende år. I 1949 fik han en kulilteforgiftning som nødvendiggjorde at han lagde skulpturen til side i en årrække. Efter fire års ophold i Syden, hvor han især dyrkede tegningen, var han rask nok til at genoptage sit skulpturarbejde. I 1955 blev han professor ved Akademiet og fik i de efterfølgende år til sin afsked i 1972 stor betydning som lærer. E.s skulpturer er udsøgt nuanceret modelleret i en harmonisk, intens ro og balance med det direkte naturstudium som forudsætning. I deres stilfærdige, følsomme harmoni står hans skulpturer i stærk kontrast til den forrige generations arbejder, både til en Kai Nielsens kraftfulde frodighed og til en Johs. Bjergs og en Utzon Franks ornamentale elegance. E.s skulpturer var stærkt efterspurgte, og mange af dem blev udført i forskellige størrelser med fornem hensyntagen til de småændringer i proportioner og detaljer, som sådanne forandringer kræver. E. har også udført mange indtrængende og karakterfulde