Lossepladsen i Præstø

Lossepladsen var i sin tid blevet flyttet fra Østerbro og ned til Vesterbro. I 1933 blev den flyttet tilbage igen. Byrådet diskuterede problemet med samme argumenter som før Første Verdenskrig. Man var ikke kommet et skridt videre. Lossepladsen ved Vesterbro kunne ikke længere bruges, den var formodentlig fyldt op, og byen havde brug for affaldet til fyld af hjørnepladsen ved Østerbro. En forbrændingsanstalt ville være at foretrække, men en sådan ville koste 4.000- 5.000 kr. om året, så det var udelukket. Det var vigtigere, at holde ligningsprocenten nede.

Dyrlæge Thestrup var imod; han var den medicinske fagmand og ville ikke være med til at gøre ‘rotteplagen‘ større for beboerne på Østerbro. Byrådsmedlem Johansen svarede. at det jo var sandt nok, at indkørslen til byen ikke blev særlig køn de første år, indtil den tilplantede bevoksning var kommet op, men byen havde brug for opfyldningen, og at det ville blive dyrt at købe opfyldningsmaterialet.

Spangen på Nysøs jord havde også været på tale som byens nye losseplads, men det korte af det lange var, at byrådet den 20.februar 1933 besluttede, at anlægge lossepladsen ved Østerbro, med ni stemmer imod to. Sunhedskommissionen havde intet at indvende, og hvis man plantede en hæk omkring pladsen, blev man skånet for synet. Nu skulle man tro, at den ‘potte var ude’, men få år efter, i 1940 klagede man igen over, at folk smed affald på grundene ned til åen, istedet for at køre det ud på lossepladsen.

Man var ikke stolt af ‘byens bagside’. Den viste man ikke gerne frem for besøgende, og da slet ikke  for landets konge, Kong Christian den Tiende!

Tekst fra bogen ‘Vækst og Idyl’ side 100

Læs artiklen og se billederne fra Kongebesøget i 1937