Natbetjent ‘Stoffer’

Politimester Vagn Bro fortæller

Her bringer vi et citat fra hans erindringer, ”Politimesteren fortæller” som udkom i 1965 

Præstø står for mig som sommerlandet. Da jeg regerede der, var jeg kun i fyrrene og havde livet for mig. Jeg husker vel hårde snevintre, hvor den lille Præstøbane sad uhjælpeligt fast, hvor posten udeblev og hvor de offentlige kontorer var arbejdsløse. Disse dage og aftener var hyggelige. Vogne kom ikke til byen, kun kaneklokkerne afbrød af og til stilheden, men efter en god midaften hos borgerskabet kom kortbordene frem.

 Der var hygge og romantik over det gamle Præstø. Kort efter, at jeg første gang var kommet til byen, altså i 1928, var der selskab hos en kendt sagfører og branddirektør, og da jeg ved totiden forlod hans ejendom på torvet, trådte frem fra den høje indgangstrappes skygge en solidt påklædt, kraftig og ret fyldig mand i en politiuniformslignende dragt. Han mælede med en ru stemme: ”G’aften, politimester,” hvorefter han med et ret håndfast tag tog mig under armen. Jeg gjorde mig fri og spurgte: ”Hvad mener De med det?” – ”Nåh hvad!” lød svaret, og vi vandrede ned mod Hotel ”Danmark”, hvor jeg den gang boede, i dyb tavshed. Så sagde jeg: ”Hvem er egentlig De min herre?” Og så kom det frem at det var natbetjent Christoffersen, en mand jeg, som årene gik, kom til at sætte megen pris på.

 Jeg trak en cigar op af vestelommen og tog afsked med den bemærkning, at nu så jeg allerede gadelygten uden for ”Danmark”, så nu kunne jeg selv finde vej. Dagen efter forhørte jeg om denne mærkelige tildragelse på politikontoret, hvor store smil bredte sig på ansigterne, hvorefter politiassistent Johansen betroede mig, at tidligere politimestre af og til måtte følges hjem af ”Stoffer”, når værterne havde skænket flittigt. ”Og,” føjede han til, ”må jeg henstille til politimesteren, at De ikke ændrer på dette forhold, thi ofte byder pigerne også natbetjenten en hjertestyrkning.”

 Jeg lod det derfor passere, men lige meget hvor jeg var til middag, sluttede jeg altid aftenen med de ord: ”Og så ta’r jeg lige en cigar til Stoffer!” Hvorledes han i dagens løb fik at vide, hvor jeg om var aftenen, har idel været en gåde for mig, men sommer og vinter stod han uden for gæstebudets port, når jeg drog af mod hjemmet, og fik sin cigar.

 Præstø er i dag ikke væsentlig større end dengang. I disse små købstæder havde man beholdt natbetjent- eller vægterinstitutionen. De behøvede ikke at synge vægtervers, men de skulle være der!