Skrevet af Bente Clemmensen, til et foredrag holdt i april måned 2013 på Præstø skole med over 100 personer, hvor hun starter med..
Jeg hedder Bente Clemmensen og jeg er født i Præstø i 1945. Min far Leif Burmeister, var bundgarnsfisker fra fiskerpladsen i Hestehave. Det var indledningen til en interessant aften med et stort lyttende og interesseret publikum, med stor spørgelyst og applaus bagefter.
.. for da jeg var barn i 50`erne, fortsætter Bente.. var der mange fiskere i Hestehaven. Jeg tror de fleste i Hestehave mere eller mindre levede af fiskeriet.
De ældste oplysninger om Fiskerpladsen i Hestehave, har jeg fundet på vores lokalarkiv. Det er en udskrift fra Præstø Amts Landvæsenskommissions- protokol fra den 22. juli 1896. Her står, at man behandlede en sag angående ‘ophalingsplads for fiskerbåde i Skibinge Hestehave’ på en grund ejet af Jens Christensen. Men der blev indgået forlig, således, at der anvises 11 fiskere, den i Fiskerilovens paragraf 6 anmeldte ophalings – og tørreplads. Pladsen skal være af en Skæppe Lands størrelse. (det svarer til ca. 690 m2) Fiskerne forpligter sig til at indhegne pladsen med forsvarligt lægtehegn af 1½ alens højde. Lejemålet varer ind til 1901og koster 17,50 kr. årligt eller for 5 år 87,50 kr. og det blev betalt af fiskerne til Jens Christensen kontant og med det samme.
Der ligger en ny kontrakt fra 1921 og nu står der størrelsen er 3.700 kvadrat alen (ca. 1500 m2) og det er igen et 5 årigt lejemål med en årlig leje på 50 kr. Det lejemål bliver fornyet igen efter 5 år. Ejeren er nu enken Ingeborg Emilie Christensen.
I 1948 er der en tvist om en udvidelse af ophalings -og tørreplads. Begrundelsen er, at fiskeredskaberne er blevet større – flere bundgarn og der er flere fiskere. Der bliver indgået forlig og fiskerne får yderligere 1650 kvadrat alen (660 m2). Der er igen tale om et 5 årigt lejemål. Lejen er 75 kr. om året. Denne gang er ejeren Jensine Christensen og forpagter Jacob Nielsen.
Den sidste lejekontrakt vi har på lokalarkivet er fra 1968. Der står: Det lejede skal benyttes til oplagsplads for bundgarnspæle, tørreplads for garn, ret til nødvendigt garnhus og tjæregryde. Den årlige leje er nu 600 kr. om året og det er stadig Jensine Christensen og Jakob Nielsen, der skriver under som ejere. Og der er stadig tale om en 5 årig lejekontrakt.
Min far, Leif Burmeister, købte først i halvtredserne sit bundgarnsfiskeri, med pladser, bundgarn og joller af Kristian Rasmussen, som lagde op på grund af alder. Senere udvidede min far fiskeriet med flere og større garn.
Fiskeriet foregik fra pladsen, som nu er bedst kendt som ‘Jakobshavn’. Fiskerne havde deres huse og redskaber til højre for Jakobshavn. Pladsen tilhørte parcellist og byrådsmedlem Jakob Nielsen. Fiskerne lejede jorden til deres garnhuse af ham. Senere da kommunen i 1980’erne overtog jorden, betalte fiskerne en mindre leje til kommunen.
Der var mange fiskere i Hestehaven og flere havde sejlet til søs inden de stiftede familie og blev fiskere.
Min oldefar Niels Vilhelm Nielsen fiskede også fra Hestehaven efter han var gået i land, han havde sejlet på langfart i sine unge dage ligesom Peder Levin. Han fiskede med vod og kroge. Hans bror Carl fiskede med ruser og hans søn Knud Nielsen blev senere bundgarnsfisker.
Hele familien Zethner Nielsen var fiskere. Jeg kan huske den gamle fisker Peder Levin Nielsen fra Strandstien, en lille garvet mørklødet sej mand. Han fiskede udelukkende med kroge. Han havde fem sønner, som alle blev fiskere. De 2 ældste brødre, Henri og Wiener, fiskede sammen, de havde overtaget deres pladser v. østsiden af Fed efter Kristian Rasmussen, som efter de lokale forhold havde et ret stort bundgarnfiskeri i Hestehave. Den ældste, Theodor, døde som ungkarl af tuberkulose i 1954.
Så var der Hans Frederik Petersen og sønnen Ole. De fiskede også fra pladsen i Hestehaven. De fiskede med vod og kroge. Ole var uddannet bådebygger og byggede selv en ny fiskerkutter hjemme i haven på Hestehavevej. Gunnar Petersen fiskede også fra Hestehaven med vod og kroge.
De to yngre brødre Bent og Helmuth etablerede sig med bundgarn ved Ulfshale v. Møn. Henri og Viener udvidede også deres fiskeri med store garn ved Møn. Det var en lang sejltur over Faxe bugt hver dag i al slags vejr.
Så var der familien Leithoff. De havde også bundgarnsfiskeri. Jeg kan huske brødrene Frantz og Fritz Leithof. Frantz var en flot mand, og broderen Fritz gik med kravetøj, og det selvom garnene skulle tjæres. Senere blev Franz Leithoffs søn, Gunnar også bundgarnsfisker, han var egentlig uddannet bådebygger.
Så var der Erling Bolvig Hansen fra Hestehavevej 73, som var en dygtig krogefisker, han havde sin båd liggende for svaj for enden af sin have. Hans far, Henrik Bolvig Hansen, havde også sit fiskeri samme sted. Hos ham havde min far faktisk stået i lære.
Der var også nogle, der fiskede fra Brændepladsen i Næbskoven.
Bundgarnsfiskeriet var dengang et rigtig godt fiskeri, der blev fanget mange ål. I dag er der desværre ikke mange ål og der er mange restriktioner.
Da jeg var barn, skulle garnene tjæres, inden de blev sat ud. Garnene var lavet af bomuld, og holdt kun i 4-5 år, så der var mange reparationer om vinteren. Det var et værre beskidt arbejde. Tjæren blev kogt i en stor tjæregryde og garnene dyppet i den. Det gjorde fiskerne dog sammen, så de var flere om arbejdet. Og som tidligere nævnt havde Frits Leithoff kravetøj på, også når det arbejde blev udført. I 1960`erne fik man nylongarn , de første var så vidt jeg husker fra net fabrikken Utzon. Efterhånden, blev de gamle bomuldgarn udskiftet, så først i halvfjerdserne var man gået over til nylon, som var meget lettere at have med at gøre, dels kunne man spare alt tjærearbejdet og de holdt meget længere og var nemmere at håndtere.
Jeg vil fortælle lidt om årets gang for bundgarnsfiskerne og vil starte med vinteren. Der gik fiskerne i skoven og fik fældet de graner, de havde aftalt at købe af Nysø/skovfoged Hansen. Så skulle granerne afbarkes og pælene spidses, så de var klar til at blive slået, når foråret kom. Vinteren gik også med, at fiskerne sad i deres garnhuse og syede nye garn og reparerede de gamle. Det var en kold fornøjelse i sådan et skur med bare en petroleumsovn til opvarmning. Jeg kan huske, at min far blev meget glad for at få en transistorradio, så blev han underholdt, medens han arbejdede. Han blev altid så frygtelig klog om vinteren, der var ikke den ting, han ikke hørte i den radio.
Det var bundgarnfiskeriet, der var det mest givtige, men også det fiskeri der krævede de største investeringer. Dertil kom et betragteligt antal bierhvervsfiskere som f.eks. Knud Godtfredsen og Kai Aage Dyring.
Et bundgarn består af en rad på pæle og et hoved, hvor ruserne røgtes. Bundgarnet er ligesom en ålefælde, hvor ålene ikke kan komme ud, når de først er trukket derind. Jeg tjente mine lommepenge ved at være med ude at fiske i weekend og ferier, og jeg kunne lide det. Jeg fik 10 øre pr. snese ål og 25 øre for hver gedde (dem var der ikke så mange af).
Pælene blev slået med ramslag om foråret, så snart isen var væk (dengang var der altid is om vinteren), og så skulle garnene sættes. Fiskerne startede gerne i marts/april og fiskede så til juni, hvor garnene blev taget op og renset. Det var alt sammen meget hårdt fysisk arbejde, der var ingen mekanik, spil eller andre hjælpemidler. Senere fik de dog en røgtekran, som gjorde det lidt lettere.
Fiskerne hjalp hinanden, når det var nødvendigt, men ellers tror jeg, at det var en gruppe, der var lige så store individualister, som landmænd. De havde hver sit ramslag, traktor osv.
Garnene blev røgtet hver dag, også lørdag/søndag, og i perioder med mange vandmænd (snot) var der også en eftermiddagstur, så garnene var rene, så de kunne fiske. Jeg kan aldrig huske, at vejret var sådan, at min far sagde, at det ikke var vejr til at tage ud, og alt blev indrettet efter fiskeriet. Da jeg f.eks. skulle giftes i september måned, skulle det være, når det var lyst. Så trækker ålen ikke, og så kunne han tillade sig at holde fri. Når garnene blev for beskidte pga. fedtemøg osv. måtte de op og tørres på pælene. Når garnene blev taget op, kom de op at hænge på stejlepladsen, så de kunne bankes rene. Der var stejlepladser bag ved pladsen i Hestehaven, men også i dalen ved Frederiksminde, hvor min far havde stejleplads. Fiskerne brugte en traktor med en gummivogn og en garnrulle til at transportere garnene til stejlepladserne. Det var et stor fremskridt ,da de fik en garnrulle. Kommunen skulle stille en stejleplads til rådighed.
Om foråret blev der ikke sat lige så mange garn som om efteråret, der er jo ikke blankål om foråret. Hovedfangsten i bundgarn var ål, men der gik selvfølgelig også fladfisk, aborrer og geder og ørreder i garnene. Men det var et skånsomt fiskeri, hvis fiskene ikke havde målet (var undermålere eller fredede, røg de ud igen og de var jo ikke døde).
i Hestehaven.
Bundgarnsjollerne lå for svaj uden for fiskerpladsen, og fiskerne roede eller stagede så ud til deres både. Der var flere små broer, hvor deres pramme lå fortøjet. Foruden bundgarnsjollen havde alle en garnjolle, som garnene blev transporteret i, trukket efter bundgarnsjollen. Flere havde også en jolle, som de brugte, når der var ramslag på den store. Min far fik bygget en garnjolle hos en gammel bådbygger i Viemoseskoven. I dag hedder bådbyggeriet ”Udsigten” og restaurerer nu gamle træjoller. De første joller var åbne. Men min far fik ligesom flere af de andre fiskere bygget en dejlig bundgarnsjolle, som var selvlænsende hos Morten Mortensen i Fakse Ladeplads, en rigtig Morten-jolle med torpedohæk.
I november/dec. måned blev garnene taget op, og pælene blev trukket op, så isen ikke tog dem, dog ikke de pæle, der stod ved Møn, som var aske og egepæle, det var for besværligt.
Så holdt min far juleferie. Jollerne blev sejlet til Præstø havn på grund af risikoen for is. Så tog fiskerne hver dag ned til havnen og huggede is fra båden. Et år havde min far glemt, hvor han havde hugget dagen før, og så røg han gennem isen, det var med at komme op i en fart, og han fik frygtelig skældud af min mor, han kunne jo være druknet. I januar startede han så i garnhuset og i skoven, indtil de første pæle skulle slås gerne i marts, der var konkurrence om, hvem der kom først i gang.
Der var mange, der havde øgenavne, såsom citronen, fordi han var sur og storken, fordi han var nysgerrig, og store tordensky og lille tordensky.
I det store fine hvide hus ”Søfryd” på vej til Jakobshavn boede også en fisker som hed Jacob Nielsen, det kan jeg ikke huske, men der står i nogle oplysninger vi har på arkivet, at han var fiskeeksportør og formand for Præstø fiskeriforening i en periode lige først i 1900.
I de gamle joller var motorerne med glødehoved dvs, at de skulle opvarmes med en blæselampe før de kunne startes, Det næste fremskridt var en motor som bare skulle ha` en patron ”en cigaret” kaldte min far det og så startede den. Og den sidste motor var en Bukh diesel, hvor man bare skulle trykke på en knap, det var smart.
Om sommeren blev bundgarnsjollerne kølhalet, hvor de blev sejlet til Præstø havn og trukket op, de mindre både kunne trækkes op med et spil i Hestehaven.
Fiskerne var medlem af Præstø Fiskeriforening og om sommeren blev der afholdt kapsejllads fra Præstø. Min far ville til min store fortrydelse kun sejle pålidelighedsløb, det vil sige at man skulle sejle den samme rute 2 gange på samme tid. Vi har stadig præmier fra den tid. Men det kunne have været sjovere at sejle om kap.
Der var noget der hed lodtrækning om pladser. Jeg kan huske, at min far en gang om året var til møde, hvis der var flere, der havde mærket de samme pladser, så blev der trukket lod, men det var vist ikke god stil at mærke hinandens pladser.
I aug. gik det store ålefiskeri i gang. Der er man afhængig af mørke og måne som Ålene trækker efter. Garnene fanger kun noget, når det er mørkt, ved fuldmåne blev garnene hængt op på pælene, så de kunne tørre og gøres rene.
Om foråret tror jeg ikke der blev fanget flere ål end fiskehandlerne på Havnen kunne aftage, for der var kun to af dem. Men jeg kan huske, en dag hvor jeg var med min far på havnen og skulle sælge ål, hvor fiskeeksportør Nielsen kaldet ‘Himmelstrup’ tog sin prangerpung frem, at der var vildt mange pengesedler i den, men hvorfor han blev kaldt Himmelstrup vej jeg ikke, men han var en stor mand.
Om efteråret kom kvasen fra Frederiksværk og Kolding flere gange og opkøbte ål. Ålene blev, indtil kvasen kom, opbevaret i nogle store hyttefade.
Nu er der desværre ikke meget fiskeri tilbage i Hestehaven, vi har dog stadig Carl Henrik Dyring, som nu er overgået til ruser, og så er der jo ”doktoren”, som til min fars store forundring hellere vil fiske end være doktor, som han dog mente, han måtte tjene noget mere ved.
I 1983 blev Jakobshavns bådelaug stiftet og Jakob Nielsen var æresmedlem indtil sin død i 1986. Så der er heldigvis stadig liv på Jakobshavn, hvor der fortsat er mange, som fisker for sjov.
