Hvis man kan tale om en Præstø »skyline« – en profil af byen, kan man sige, at den fik et løft i de første år af 1900-tallet. Et løft i bogstavelig forstand, husene blev lidt højere. Den lave bebyggelse blev suppleret med en del byggerier i to etager. Kommuneskolen på Klosternakken, opført i 1895, fik en ny etage i 1904 og den fine gamle toldkammerbygning ved havnen fra 1855 blev i 1920 forhøjet med én etage til en bolig for toldforvalteren. Byens vestlige del var præget af de store købmandsgårde og havde i slutningen af 1800-tallet set flere huse i to etager, men der kom flere til. Adelgade nr. 17 i 1910, nr. 21 i 1919, nr. 38-42 i 1919, nr. 48 i 1912, nr. 50-52 i 1923 og nr. 70-72 i 1914. I byens østlige del opførtes toetagers bygninger i Adelgade nr. 76 i 1906, nr. 83 i 1925, nr. 111-113 i 1919. Byens østlige ende og Torvet er dog endnu i dag præget af den gamle købstads huse i en etage, hvoraf de ældste rækker tilbage til 1700-tallet, men de fleste er fra første halvdel af 1800-tallet.55
Indbyggerantallet i Præstø var stagneret omkring 1.460. Hvis byen skulle finde plads til nye boliger, måtte man udvide arealet. Mod vest lå Nysø gods’ jorder, og her var mulighederne opbrugt med opfyldningen og bebyggelsen ved Vesterbro. Grundene langs Jernbanevej var solgt i de første år af 1900-tallet, så opmærksomheden vendtes mod syd. Her lå Præstemarken. Præstemarken på den anden side af åen, der blev forpagtet af sognepræsteembedet i byen af Skibinge sogneråd. I 1914 debatterede byrådet flere gange mulighederne for et køb af Præstemarken, og man havde sendt et andragende af sted til myndighederne i København, men i november blev man enige om at meddele ministeriet, at man ønskede at stille sagen i bero. Grunden hertil var de usikre udsigter. Første Verdenskrig var brudt ud i august 1914, og skibe fra Præstø til Tyskland havde mødt lukkede tyske havne allerede i begyndelsen af august.56
Et år senere, i oktober 1915, følte man sig åbenbart bedre rustet. Byrådet besluttede sig for at købe Præstemarken. Udgiften ved købet var efter forhandlinger med ministeriet på 60.000 kr. Købssummen skulle afdrages over 25 år med 4 procent pr. år. Man ville efter ministeriets tilbud overtage ejendommen straks, før præstens forpagtningskontrakt var udløbet, og svare præsten hvad han havde krav på.57
Skibinge sogneråd krævede erstatning for afgivelsen af området. De meddelte i juli 1916, at de ville have 25 gange årets skatter og afgifter – et beløb på 8.507 kr. og 25 øre, hvilket blev afslået af Præstø byråd, da man ville have et gennemsnitstal udregnet over et længere åremål af de skatter og afgifter, som Skibinge sogneråd mente, de gik glip af ved afhændelsen. Det endte med, at Skibinge sogneråd i 1920 fik en erstatning på 4.000 kr.
Præstø byråd arbejdede ufortrødent videre på at byggemodne Præstemarken. Den gamle Østerbro kunne ikke bære vægten af amtets nye tunge damptromle. I efteråret 1915 støbte murermester Christiansen nye bropiller og overliggere i beton. Åløbet var blevet reguleret, så der blev en skarpere grænse mellem å og land. Man havde sat arbejdsløse i gang med at anlægge veje og stier og ‘slå sten’.
Den gamle bestilling, som kendes fra visen om Jens Vejmand, med at slå sten i stykker til skærver til brug for vejbelægningen, var stadig i brug.
I februar 1918 fik tømrer Thomsen kontrakt på en foreløbig gangbro over åen fra Priesesstræde til Præstemarken for 487 kr. Broen ved Per Thyges Torv blev anlagt i 1925. Den blev tre alen bred – dvs. 188 cm – der var sat skilt op med forbud om at befærde broen med køretøjer, biler og store kreaturer samt af cyklister: »Disse Cyklister skulle man nu ikke have taget med, for Resultatet bliver nu alligevel, at Cyklister kører over Broen.«59 Ak ja, der er intet nyt under solen.
De dyreste grunde i Præstemarken lå ved Østerbro. Grundpriserne faldt, jo længere væk de kom fra fjorden. De bedste grunde kostede – 3,75 kr. pr. kvm, de næstbedste – 2 kr. pr. kvm og de billigste længst nede ad åløbet – 1 kr. pr. kvm. Der var i alt 33.200 kvm byggegrunde og 12.000 kvm til veje og stier.60 Hertil kom det store areal langs åen, der var for vådt at bygge på, og som senere blev udlagt som grønt parkområde. Byrådet havde regnet ud, at salget af byggegrunde ville indbringe 60.000 kr., så det gik op med købsprisen, men udgifterne i forbindelse med byggemodningen blev store, der skulle jo anlægges veje og kloakker og etableres vand-, gas- og senere også elektricitetsforsyning.
Det første hus i Præstemarken, den første byggegrund blev solgt til murermester Poulsen, Hestehaven. Han havde udset sig en god grund tæt på fjorden, nuværende Lindevej nr. 43. I marts 1918 gik han i gang med opførelsen af huset; det første hus i Præstemarken. Der var ikke mange, der byggede hus den sommer, for byggematerialerne var dyre. To år efter, i 1920, lå der imidlertid 6 huse langs Lindevej, og i løbet af en kort årrække begyndte Præstemarken efterhånden at ligne et nyt og selvstændigt kvarter.
Hestehaven
Hestehaven under Skibinge sogn blev den gang regnet for at ligge langt ude på landet. Adgangsvejen til og fra Præstø var også ganske lang. Man skulle rundt om Skibinge eller ad mindre veje ind forbi Strandgården for at komme ud til Hestehaven, hvis man da ikke foretrak at gå ad stien langs vandet. Beboerne i Hestehaven havde brug for en regulær vej, en kort vej til byen.
I begyndelsen af januar 1920 påbegyndtes arbejdet med anlæggelse af en vej fra Østerbro langs fjorden til Skibinge Hestehave.61 Skibinge sogn havde indgået aftale med beboerne i Hestehaven om, at de selv måtte stå for det indledende anlægsarbejde. Det har været hårdt i den kolde januar måned. Man ser det for sig, mænd med is i overskægget med hakker, skovle og spader, trillebøre og hestevogne. Men vinteren var jo det tidspunkt på året, hvor man havde tid. Resten af året var Hestehavens beboere beskæftiget med fiskeri og landbrug. Vinteren var typisk den tid, hvor man ordnede sine redskaber og bødede de store net.62
Arbejdet med vejen skred rask fremad. Den 27. februar kunne avisen meddele, at selvom der stadig var meget jord, der skulle opfyldes på de lavere liggende strækninger, var beboernes del af arbejdet snart slut. Nu skulle Skibinge sogn sørge for planering og pålægning af fastere materiale med ‘Kalk Makkel’ fra Fakse Kalkbrud. I løbet af foråret 1920 må Hestehavevej have stået klar. Et nyt kvarter var rykket tættere på byen.
Ovenstående tekst er fra bogen ‘Vækst og idyl’, side 53 (den kan købes hos boghandleren i Præstø eller Lokalarkivet)