Den heftige debat om byens renovation før Første Verdenskrig var endt med, at fjorden og Tubæk Å blev afløb for byens kloakker. I 1932 var den ildelugtende og dyndfyldte å igen i søgelyset. Amtslæge Schoubye udmalede svineriet med en slet skjult glæde over sproglig opfindsomhed. ‘Derimod er der næppe nogen der finder paa at bade i Tubæk Aa, der løber umiddelbart syd for Præstø By og udmunder i Præstø fjord. Aaen, hvori der udløber Kloaker, og som er et yndet Losseplads for alskens Affald. Aadsler m.m. er nemlig så ildelugtende, at selv Selvmordskandidater foretrækker Hængning fremfor Drukning i nævnte Vandløb’.
Amtslægens betragtninger endte i en ‘Medicinal-indberetning’ der førte til en længere debat i byrådet om, hvem der havde oprensningspligten af åen. En gentagelse af en strid, der havde pågået i årtier. Ja- det kom frem, at sagen havde været til debat lige siden 1831. Sagen var den, at grænsen mellem, hvor åen sluttede og fjorden begyndte, ikke lå fast. Åen var endnu ikke reguleret og rettet ud, som i vore dage. Folk der havde grund ned til vandløbet, kunne hævde, at det var til fjorden og derfor uden oprensningspligt.
I 1934 tog byrådet omsider sit ansvar alvorligt og annoncerede planen med at gøre åen til offentligt vandløb fra matr. nr. 164, d.v.s- fra ejendommen Adelgade nr. 28 og frem til fjorden. Lodsejerne brokkede sig ikke, sandsynligvis fordi de derved slap for at betale for den efterfølgende regulering, pris 20.000 kr. Samme år vedtog byrådet en plan for reguleringen af åen.
Arbejdet begyndte den 21.juli 1934. Man startede fra Priesesstræde og arbejdede sig ned mod fjorden. Pæle blev rammet ned i dyndet på hver side af det planlagte ny åløb. Efterhånden som de to rækker pæle var på plads, begyndte gravearbejdet. De første 150 meter blev ‘snorlige’. Den gamle å havde frit løb ved siden af, mens arbejdet pågik, indtil allersidst, hvor den blev fyldt med halvdelen af den opgravede jord. Den anden halvdel blev fordelt over engbunden syd for åen. Der var jord nok til fyld, hævdede entreprenør S. Christensen, for åløbet blev nemlig 10 m bredt og 125 cm dybt. Efterhånden som gravearbejdet mellem pælene skred frem, satte man ‘sikringer’, sammentømrede brædder med to ‘risfaskiner’ øverst, ned bagved pælene. (iflg. Præstø Venstreblad 21.juli 1934). Det lød jo ganske godt altsammen, men hvad med kloakudløbene?
‘Det kan vel nok være tvivlsomt, om Aavandet bliver just så ‘klart og rislende’, som man kunne ønske, fordi der stadig skal udmunde Kloaker i Aaen. Disse vil dog ikke genere så meget, når der bliver fast Bred på begge Sider af Aaen, og vandmasserne fra Tubæk faar frit Løb, ikke blot i selve Aaen, men også ud i Fjordarmen øst for Østerbro, hvor der skal oprenses en Rende ud til dybere vand’. (iflg. Præstø Venstreblad 13.juli 1934)
Tolerancen med kloakeringen var stor. I årevis havde folk badet side om side med kloakudløbet ved søbadeanstalten. Først i 1933 lukkede man udløbet ved badeanstalten og henlagde det til Østerbro. I året lige efter krigen blev badeanstalten lukket på grund af den øvrige kloakforurening. (iflg. interview på bånd L64 med Karen Nielsen, født. 1932).
I august 1933 sattes arbejdet i gang med at føre udløbet ved Østerbro et stykke ud i fjorden. Beboerne i kvarteret så frem til at slippe for stanken, som havde plaget dem i flere år. Men kloakkerne fortsatte med at forurene fjorden og åen.
Tolerancen med det stinkende kloakvand så tæt på byen skal ses i sammenhæng med tiden. Den overordnede lovgivning på området var, set med nutidens øjne, helt utilstrækkelig og havde ikke ændret sig væsentligt siden ‘vandløbsloven’ fra 1880. Der var simpelthen ikke, hverken i lovgivningen eller i praksis, peget på andre metoder for, hvordan man skaffede sig af med latrinen. (se note 64 i bogen ‘Vækst og Idyl’). Hertil kom, at investeringerne på området var store, og byrådet i Præstø gjorde en dyd ud af at holde ligningsprocenten blandt de laveste i landet. Men i 1949 fik byen omsider sit første rensningsanlæg, som blev opført i den vestlige ende ved Nysøs jorder.
Uddrag fra bogen ‘Vækst og idyl’, side 98, perioden ‘ Præstø 1925-1950